Chella og Bruce: 5 dejlige hvalpe :-)


Chella blev i august parret med Zandrinas Bruce og det blev til 5 dejlige, store og sunde hvalpe.

Bruce er ung og ny avlskåret hanhund - bosiddende i Sverige hos kennel Zandrinas.

Bruce indeholder efter min mening det der skal til for at være tro mod racen og videreføre nogle dejlige sunde Berner Sennen hunde - og jeg er sikker på at kombinationen med min tæve Chella som ligeledes har et supert temperament - må give nogle pragtfulde hvalpe. 

Har du lyst til at læse om "de fem",  kan du herunder følge livet i "hvalpekassen"

De 5 hvalpe er reserverede til nye familier...


Tine Kloster
3. oktober 2011



"Catch my Mind" fortæller...

Søndag den 2/10 og Mandag den 3/10

Bare for at vi skulle være lidt på tværs, begyndte vi at give vores mor uro i maven allerede natten mellem lørdag og søndag. Alle de voksne have jo gået og regnet med, at vi først skulle lande den 5/10, men nu skal de altså ikke tro, at de kan tage over for naturens gang...

Søndag morgen kl. 8:00 begyndte vi at rumsterer så meget, at vores mor begyndte at "blokke op", som de på to ben, kalder det. Ja, det er da klart, at hun skal udvide sig, for at vi kan komme frem i vognbanen og ud i det fri.

Nu var vi alle 5 jo fast besluttet på, vi bare ville ud - og ja vi var fem - vi havde nemlig en søster mere med. Ha', der snød vi de kloge tobenede igen - de havde jo sagt, der kun var 4... Ved 17:00 tiden begyndte der at blive lidt kø, og vi måttet altså bare ud, så der gav vi mor de første veer.

Se nu havde vi jo også luret, at der var flest, der ønskede drengebørn, men igen må vi pointerer - det kan I heldigvis aldrig få indvirkning på - og herinde ventede 4 piger og en dreng.

Vi sendte først søs "C'est Moi" afsted. Hun kom til verden uden problemer kl.19:39 søndag aften og vejede 545 gram ved fødslen.

Så var det søs Crush on You's tur til at komme gennem "hornet". Hun kom også så flot til verden og helt uden problemer kl. 21:30 og vejede 580 gram.

Nu var det på tide, at der skulle ske noget nyt, så vi besluttede at skubbe brormand Conquistador afsted. Han blev også født helt uden dramatik og vejede 525 gram (den lille ski'). Men lige så snart han var kommet ud, begyndte han altså også at skrige på mad... Sjovt nok, det havde de to foregående også gjort. Jeg ved ikke, om de havde aftalt at tage tid på, hvem der hurtigst kunne finde mælkebaren.

Os to der var tilbage kunne høre nej og ih og oh, hvor er du dygtig Chella, de roste og roste, men så fik de pludeslig en brat opvågning på fødestuen og det gjorde jeg faktisk også. (Jeg lå jo bagerst, og vi havde aftalt, at jeg skulle være rosinen i pølseenden og den store overraskelse), men jeg havde ikke forventet at søs "Could it be Magic", skulle blive så slap på hendes vej ud. Da hun blev født kl. 00:07, var der ikke meget liv at spore. Nu må jeg tage hatten af for mine menneskefamilie, de var dælme effektive. Far Jens fik givet hende førstehjælp i en fart ved forsigtigt at give hende lidt mave- hjertemassage. Jeg kunne høre, at de var tæt på at opgive hende, men så sagde min menneskemor - det her sker bare ikke, nu gik det hele lige så godt, så de kæmpede videre og pludselig gav søs 3 et lille fnys fra sig - og alle var meget lettede. Det er sørme da et helt lille eventyr...

Nå, men så var der ro - alt blev stille undtagen mine søskende som lå og smaskende. Mor Chella lagde sig roligt og min menneske mor lagde sig ved siden af hende for at tage en lille lur - alt var jo veloverstået og på røntgen havde man set 4 hvalpe... ha ha, de skulle bare vide... men jeg holdt skansen, tog det stille og roligt - indtil kl. godt 4:00, så begyndte jeg at give den gas og give min Chellamor veer igen - og ja, her kom jeg så - ud af ingenting og helt uventet kl. 4:35 og jeg vejede 550 gram.

Det kan nok være, jeg var en overraskelse. Tænk, hvis det nu havde været et S-kuld, så skulle jeg have heddet Surprise :-) men, nu hedder jeg altså "Catch my Mind"...

Jeg fik vist skabt røre nok for denne gang, men - hvor blev de da glade - endnu en dejlig datter... Nu kunne der endelig for alvor falde ro i lejren, men vi var altså også allesammen godt brugte....


Sidste nyt fra hvalpekassen...

Fredag 7. oktober 

Her går det stille og roligt. Chella er bare så rolig og i 100% balance, så det er en fornøjelse at følge hendes moderlige instinkter. De første dage veg hun ikke fra hvalpekassen, men i dag, hvor Mille og Gitte kom på besøg, har hun været med ude at gå en lille tur sammen med sine to døtre: Mille og Buffy og os. Det var så hyggeligt at hun gerne ville med ud og få lidt frisk luft.

Buffy, (vores 1 årige tæve fra forrige kuld) følger nysgerrigt med og forstår ikke så meget - kun at der er nogle små larmende væsner, i en stor kasse, som hendes mor går til og fra. Buffy er selvfølgelig nysgerrig men også så forsigtig og sød, ja går jo nærmest på listesko, og Chella giver hende lov til at komme hen til hvalpekassen og kigge til de små :-) Buffy er der selvfølgelig kun, når vi er lige ved siden af... Men det er hyggeligt, når alle kan med alle, så opstår der heller ikke jalousi om menneskefamilien.

De små tager godt på - og de virker alle fem sunde og "stærke".

For at I kan følge lidt bedre med, har vi denne gang givet dem farvede halsbånd på:

Cést Moi: Orange

Crusch on you: Lilla

Conquistador:
Eneste "hane" i kassen, så han behøver ikke noget halsbånd. Conquistador er iøvrigt altid den, der råber højest, når mælkebaren er for længe om at komme retur til hvalpekassen...

Could it be Magic: Rød

Catch my Mind: Lyserød

 

Sidste nyt fra hvalpekassen...

Mandag den 10. oktober

Chella er fortsat den perfekte mor. Hun passer og plejer de små, hun er med på mindre gåture og har også overskud til at hygge sig med os uden for hvalpekassen. Det er en virkelig en fornøjelse at iagttage hendes hverdag med plejegen og tid uden børn.

I dag har vi haft besøg af Tina Kjellberg. Tina har selv to berner sennen hanhunde og er i gang med at tage hundekonsulentuddannelsen - derfor havde Tina spurgt om hun måtte følge hvalpene på sidelinien i de første 8 uger. Så da hun kom kl. 11:00, satte vi os ind til hvalpekassen, sludrede, betragtede og drak kaffe :-)

I aften har Gitte / Mille været til "træning" (ikke meget træning i dag, men en dejlig gåtur). Sanne, der skal have hanhunden i kuldet var også med. Chella kender begge pigerne godt, så her er ingen problemer med at det evt. kunne stresse hende. Tvært i mod hun nød i fulde drag, at vi gik tur, og vi derefter hyggede med hvalpene og drak den flaske champagne, som vi havde fået af Gitte, da Chella gik i fødsel. Den skulle Jens og jeg have haft åbnet efter veloverstået fødsel - men hvem i alverden drikker champagne kl. 5:00 om morgenen efter at have haft en tæve, der hhavde været i gang i 21 timer :-) :-)

 







Sidste nyt fra hvalpekassen

Torsdag den 13. oktober

I dag er kuldet 11 dage gammelt og den lille førstfødte tæve C'est Moi har for første gang set dagens lys.

Det varer heller ikke mange dage, før de går (iler) rundt i hvalpekassen, de er begyndt at hæve sig op, og de er ved at være ret mobile.

I formiddag har hvalpene haft besøg af Louises veninde Diana.


Sidste nyt fra hvalpekassen

Tirsdag den 18. oktober

Her synes vi tiden iler afsted... De små bliver store og alle 5 har nu åbnet øjnene, det er sket i løbet af de sidste to dage. Desuden er de begyndt at sidde op på numsen og i går aftes begyndte de også at lege så småt med hinanden. Jeg har også hørt det første lille "forkølede" gø, jeg så desværre ikke hvem, der kom med det, men den var go nok :-)

Det er en fantastisk dejligt oplevelse at følge deres udvikling så tæt på...Det bliver jeg aldrig træt af, og jeg lærer noget hver gang - mest fordi ens iagttagelsesevne nu også går mere og mere i detaljer. 

Vi er gået over til at lave ugentligt vægtskema, men vi tager selvfølgelig nogle vægttjek i ugens løb. Alle fem er fortsat meget homogene og meget velfungerende hvalpe der nyder livet i hvalpekassen, på store puder udenfor, når vi hygger og selvfølgelig ligger de på skødet, når vi ser TV, læser og lign.

I går havde vi hyggeligt besøg at Tina Kjellberg, der følger hvalpene i forbindelse med uddannelse. Desuden var Louises veninde Jeanette også på besøg, så de små er allerede begyndt at blive socialiseret på fremmede personer. Hvalpene begynder også så småt at hilse nærmere på halvsøster Buffy og de syntes hun er en sød "tante" :-)


C'est Moi er en rigtig lille livsnyder her til morgen
Foto: 18. oktober


Sidste nyt fra hvalpekassen

Fredag den 21. oktober

I dag har hvalpene haft besøg af Celina på 1 år og ih, hvor de hyggede sig i hvalpekassen. Hun var så sød og mild over for hvalpene og ville bare putte sammen med dem. Dejligt at se, når små børn har sådan et forhold til dyr :-) Billederne kan ses i galleriet.

I onsdags fik hvalpene klippet negle for 2. gang og nu synes jeg, et par begynder at trænge igen, så alt vokser stærkt.

Midt i denne uge er de så småt begyndt at få lidt "babymad". Hvalpepiller blødet op i vand og blendet. I onsdags fik de det, der kunne ligge på en lillefinger og nu er de oppe på at få det, der svarer til en teskefuld 3 x dagligt og de lapper det i sig - men sikken de kan grise både sig selv og tæpper til, så lige nu vasker vi meget... Jeg kunne jo også bare give dem på en avis, det ville vel afhjælpe "griseriet" lidt.

Inden hvalpene bliver 8 uger, skal de igennem en masse ting herfra. I denne uge har de fået et "kattehus", de kan ligge og putte sig i. De skal på et tidspunkt også på besøg bl.a. på Grindsted Skole, børnehaven i Arnborg og en tur i DcH mod slutningen samt møde en masse forskellige mennesker. Desuden vænnes til høje lyde, musik, TV, støvsuger mv.

Men de er bare så dejlige og vi nyder dem i fulde drag...

PS: Hvalpene er nu registreret ved Dansk Kennel Klub, så nu har de har fået egen identitet og "cpr nummer" :-)

 

Sidste nyt fra hvalpekassen

Søndag den 23. oktober : 3 uger gamle

I dag skulle jeg op og møde det hold som jeg træner i DcH. Vi skulle mødes kl. 9:00 ved Harrild Hede, hvor hundeførerne skulle have instruktion i at gå deres første spor. Derefter hygge i hundeskoven og slutte af med kaffe, boller og kage. Dejlig morgen, trods frosten, med morgensolen lavt på himmelen.

Da jeg kom hjem, nåede jeg lige at fodre de små (godt jeg har Chella, der tager sig godt af dem) og kl. 12:00 kom der 3 bernere for at træne lydighed. Bagefter drak vi selvfølgelig kaffe i hvalpestuen. Sanne, der skal have hannen var blandt de 3, og det er jo dejligt at hun bor så relativt tæt på at hun ser ham så ofte.

Da solen rigtig var fremme her i dag, var der 3 hvalpe ude på terrassen de andre to sov fra det :-) og Could it be Magic "Maggie" lavede sin første "klat" i det fri i dag, dygtig pige.

Kl. 15:00 kom Charlotte og hendes datter Julie fra Århus, de skal have en af tævehvalpene. Så det har været en dag i hundenes tegn - super hyggeligt. Men nu er de små altså også trætte ♥...

I morgen står den på portrætfoto af alle 5 samt negleklipning. Godnat fra hvalpekassen


Sidste nyt fra hvalpekassen

Fredag den 28. oktober

Hvalpene er nu tæt på at være 4 uger gamle, og jeg synes næsten lige Chella har født. Tiden iler afsted og her kan vi slet ikke forstå, at de er klar til nye familier og godt 4 uger.

Alle 5 trivedes fantatisk godt - de er glade og fulde af gå på mod. Der er et par af "damerne", der er lidt mere fremme "i skoene", men det kan så men nå at ændre sig.

Tissetræningen er startet - lige så snart de har sovet, leget eller spist kommer de ud og selv om vi tørrer meget op herinde, så synes jeg faktisk, de er ved at være ret dygtige. Mange klatter bliver også lagt uden for.

Ud over tissetræning har vi en fast rytme med spisetider. De får nu opblødede hvalpepiller 5 gange i døgnet (morgen, middag, eftermiddag, aften og en smule lige inden sengetid, så er der nemlig ro hele natten), men da hjørnetænderne er kommet og de øvrige rigtig godt på vej, er det kun et spørgsmål om tid, før de selv kan begynder at kunne knuse hvalpepillerne.

Chella passer dem som hun skal, og vores 1 årige tæve hygger sig med at være "elev" og barnepige (ses på billedet tv.). Hun er så sød over for dem, det er herligt at iagttage.

Hvalpekassen bruges kun om natten og i næste uge stiller vi en hvalpegård op, som de skal sove i. Det skal dog først være, når de kan undvære deres mor fra sengetid til morgen. Hvalpegården er lukket og så høj at Chella ikke kan springe derind. 

De står alle op ved 7-tiden, så kommer de ud og ligger på gulvet ved Chella. Herefter er der gårdtur på terrassen, så kommer de ind og får lidt fast føde og så på gårdtur igen. Nogle, når selvfølgelig at tage en lille "morfar" ind i mellem og nogle leger, men sådan ved 10-tiden, så er de klar til at tage en god lur på en times tid.

Hvalpene begynder at reagerer meget på vors stemmer nu, de kommer (som regel), når vi kalder på dem :-) og de er så småt begyndt at interessere sig for legetøj. Jeg har lavet nogle køkenrullerør med pastaskruer inden i - de larmer herligt, når man triller med dem. Ellers leger vi med små bolde, trækketov og hvad vi ellers kan finde på. For mig er det vigtigt at de synes legetøj er sjovt,  det gør det langt lettere, når man skal i gang med træningen og jeg ser så ofte hundeførere stå med deres hvalpe og unghunde, der slet ikke tænder på leg, det er lidt trist og det er et stort arbejde at rette op på.

Vi er også begyndt at børste hvalpene med en blød børste, berøring af ører og se tænder, nuldre deres fusser, og de får klippet negle, når de trænger. Det er så vigtigt, at de bliver vant til, at man må rører dem alle steder. Lige så vigtigt er det også, at man kan få dem i ro med rolige, bløde kærtegn. Alle disse ting hjælper både hund og hundeejer, men det kræver at man er ihærdig og fortsætter....



Sidste nyt fra hvalpekassen

Torsdag den 3. november

Vi nærmer os nu hurtigt 5 ugers alderen og hvalpene er rigtig sjove nu. De leger med hinanden, gøer, kommer når vi kalder og så leger de meget med "tante" Buffy - hun er guld værd for de små og de elsker hende mindst lige så højt som hun elsker dem.

Det er ikke til at holde ud og tænke på at de allerede må flyve fra reden omkring den 27/11. Jeg synes jo stadig, de er "mine" bitte små babyer. Når det er sagt, så har vi igen fået de sødeste hvalpekøbere til 3 tæver og en han. De kommer fra nær og fjern og de iler gerne langvejs fra for flere gange at besøge de små buttede hvalpe. Jens er også sød, så han har også fået lov til at beholde en tæve :-)

Alle 5 finder sig fint i at få klippet negle, blive kigget i ørerne og tænderne. Støvsugeren kan suse om ørene på dem, og det tager de sig heller ikke af. Nu er de selvfølgelig også i flokken, så det er da tilrådeligt at gå lidt langsomt til værks, når de kommer i de nye hjem. Her er alt jo nyt, men bare de er vant til mange ting, så kommer det også hurtigt det nye sted.

Når de har sovet, spist eller leget, åbner jeg døren og kalder på dem. Så iler alle mod døren og ud - det er så flot. Nogle er dog så optaget, at de tisser, når de kommer ind igen, men jeg tror ganske enkelt de glemmer det udenfor, fordi de lige bliver optaget af noget andet... Tisse / pottetræning er ikke mindst iværksat effektivt, så vi håber at de næsten er renlige, når de overdrages til nye familier.

Jeg er nok lidt "meget" forsigtig, når de skal gå fra blendende piller til opblødte piller og så til pillerne alene. Men denne flok nægtede pludselig at spise det babymos en dag, så det var så nemt. De sagde selv, at nu havde de tænder nok i munden til at få tørkost og så lapper de jo vand i sig - ud over mælken fra Chella.

De er stadig meget homogene og fantastisk ens i temperament, men vi går selvfølgelig og iagttager dem meget, så vi kan få dem placeret rigtigt, når den tid kommer. Alle vokser stødt, vi tjekvejer i ny og næ, men det er så fint. Lørdag vejes alle på een gang igen....


Cecilie og Catch my Mind hygger på den store pude


Sidste nyt fra hvalpekassen


Lørdag den 12. november

Så er der gået hele ni dage siden sidst... det er ikke til at forstå, tiden løber afsted og om 14 dage er de "bitte" små lækre hvalpe ved at være klar til nye hjem.

I dag har vi haft meget hyggeligt besøg. Der har været hvalpekøbere fra Frederikshavn, fra Havdrup, fra Højbjerg og så kom Sanne også forbi. Vi var mange, men det var rigtigt hyggeligt og skulle de nye familier nu møde hinanden igen f.eks. på en udstilling - ja, så har de hilst på hianden.

Her klokken 20.00 er der ro i "gemakkerne", de små er trætte efter at have underholdt deres gæster hele eftermiddagen.

I aften har vi vejet hvalpene, så inden længe ligger der et opdateret skema på hjemmesiden. Ellers er jeg ved at planlægge ture ud af huset. vi skal besøge Grindsted skole, Arnborg Børnehave, DcH Herning og dyrlægen. Desuden kommer Hans Rosbjerg og laver hvalpetest. Denne gang bliver det videooptagelser og en snak med Hans om vores oplevelser sammen med hvalpene - det bliver lidt spændende. Hans er Buffy's og min træner i DcH og vi er meget glade for hans træningsmetoder. Den bog der følger med hvalpepakken herfra "Fra hvalp til voksen" er også skrevet af Hans Rosbjerg. Jeg glæder meget til at høre hans meninger...

Alle hvalpene trivedes, set med en "mors" øjne er det et lækkert kuld. Når jeg kigger på falder mine tanker på Helle, som varmt anbefalede dejlige Bruce - det bliver så spændende at følge dem alle på livets vej....


Sidste nyt fra hvalpekassen 

Søndag den 20. november

Her i huset synes tiden at tage urimelig høj fart. Om en uge er de små ved at være klar til at flytte hjemmefra. Jeg tror også Chella efterhånden synes det er OK, selv om vi prøver at give hende kvalitetstid uden børnene :-) Men jeg synes det er hårdt ved os... heldigvis har både Jens og jeg nogle rigtig gode mavefornemmelser med jer familier, der skal tage over. Det er jo næsten lige som at adoptere sine børn væk. Vi kan dog samtidig glæde os over, at vi selv skal beholde en tæve fra dette kuld.

I løbet af den sidste uges tid og denne weekend har hvalpene haft besøg af mange forskellige mennesker, andre hunde og Bastian har de haft fornøjelsen af hele weekenden. Bastian er en herlig blanding i mellemstr. som vi passer, når hans mor skal noget, hvor han ikke kan deltage. 

Hvalpene skulle have været testet d.d., men da Hans Rosbjerg havde undervisning af aspiranter d.d. blev vi enige om at det nok blev for sent på dagen i dag, derfor er testningen rykket til i morgen middag. Denne test er ikke udelukkede en facitliste på hvordan hvalpene er, der bliver foretaget en sammenligning med hvordan vi opfatter hvalpene enkeltvis og herefter tager vi en snak med Hans om hvilke krav I som familier ønsker for jeres kommende familie medlem. Det kan være lidt svært at forstå - at man ikke bare kan vælge den man synes er sødest eller kønnest, men det skulle gerne udmunde sig i at vi finder frem til den hvalp der passer bedst ind i Jeres hverdag. Dette kuld er dog efter vores opfattelse det mest homogene ud af de 3 kuld vi har haft, så vi er meget spændte på om det holder stik, når de bliver udsat for de fremmede ting som Hans vil byde dem i morgen.

Hans Rosbjerg er født i 1948 (og er iøvrigt Buffys og min træner i DcH regi). Hans er uddannet ingeniør og lærer. Når det gælder hunde er han autodidakt, men har været omgivet af hunde det meste af sit liv. Som opdrætter, hundefører, træner, instruktør og adfærdskonsulent har han gennem årene opnået stor praktisk erfaring - kombineret med teoretisk viden.

Personligt nærer jeg meget stor respekt for den viden og praktisk erfaring som Hans deler ud af som træner og instruktør. Han har en tydelig "rød tråd" i sin måde at håndtere både hunde og hundeførere på med stor kærlighed til hundene, men også med konsekvens om, at man ikke går på kompromis i sin træning. Derfor har jeg denne gang valgt at Hans skal teste vores kuld.

I Jeres hvalpepakker vil I også finde bogen "Fra hvalp til voksen", skrevet af Hans Rosbjerg.

Den kommende uge bliver en travl uge for hvalpene. De skal ned at besøge 2. klasse på Grindsted Skole, de skal ind til dyrlægen, hvor de skal have et gennemgående helbreds- og sundshedstjek, vaccineres og chippes, og så skal de da også lige med en tur ind til DcH i Herning. 

Vægtskemaet er opdateret d.d.

Sidste nyt fra hvalpekassen

Torsdag den 1. december 2011


Så er den sidste hvalp fra C-kuldet på vej mod nyt hjem i Havdrup. Her er godt nok tomt - men heldigvis skulle vi selv beholde en tæve, så det hjælper rigtig meget på humøret.

Jeg bliver ofte spurgt om hvordan i alverden jeg kan skille mig af med dem "de små udltotter". Det er bestemt heller ikke nemt, og for os gælder det om at vores hvalpe får nye familier, som vi føler har tænkt sig rigtig godt om, som vi har en god kemi med og som vi kan tale med. Altså en god "mavefornemmelse". 

På en eller anden måde er det også med en vis stolthed at man overdrager en hvalp man har opdrættet med stor omtanke, præget og socialiseret, velvidende at man har gjort alt hvad man kunne for at den skal være rustet til verden uden for hvalpekassen.

Herfra er det aldrig et farvel - men på gensyn...
Klik her for at få dit eget GoMINIsite